Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pindstrupskolens SFO

SFO tilbydes elever fra 0. til 4. klasse. For elever med betydelig og varig nedsat fysik og/eller psykisk funktionsevne er der dispensationsmulighed for at være tilknyttet skolefritidsordningen efter 4. klasse.

Der er morgen-SFO fra kl. 6:30 til 8:00 og eftermiddags-SFO fra kl. 14:25 til 16:30 med mulighed for forlængelse til kl. 17:00. Der er åben i SFO alle skolefridage i tidsrummet kl. 6:30 til 16:30. Som andre skoler i Syddjurs kommune er der lukkedage/-uger på enkeltstående dage i forbindelse med helligdage/højtider og i juli måned. Taxa kører hjem fra SFO 15:45.

Pernille Petersen er teamkoordinator for SFO og hun kan kontaktes via Aula eller ved at kontakte skolen eller SFO tlf.: 21 27 43 18 efter kl. 14:30.


Værdigrundlag

I Pindstrupskolens SFO møder vi eleverne med en anerkendende og støttende pædagogik – ligesom i skoledelen. En tilgang der har til formål at fremme elevens udvikling ved et styrket og positivt samspil mellem eleven og omgivelserne. Vi arbejder bl.a. med DUÅ-tilgangen, som tager afsæt i at mennesker forandrer sig på basis af deres interaktioner med andre mennesker.

Vi tilstræber at give ros og anerkendelse for det eleven kan og gør, og at styrke elevens sociale kompetencer og relationer.

Vi er til stede for eleverne på deres præmisser og vil så vidt muligt have kendskab til den enkelte elevs situation, hjemme såvel som i skolen.

Eleverne i SFO øver sig i at:

  • Være til stede i et fællesskab indenfor overskuelige rammer.
  • Vælge aktiviteter og vente på tur.
  • Være sammen med venner.
  • Skabe nye venskaber.


SFO om eftermiddagen – aktiviteter, pusterum og social læring

Eftermiddagen i SFO består af aktiviteter der tilpasses de elever, der er tilmeldt. Aktiviteterne foregår i mindre grupper og sammen med en voksen. Eleverne er forskellige, har forskellig alder, vanskeligheder og udviklingsniveau og de vil derfor blive mødt med forskellige krav og udfordringer. Ud over de planlagte aktiviteter, får eleverne i SFO et frirum. Derfor stilles der ikke store krav til læring eller deltagelse i aktiviteter, men vi bruger de enkelte situationer der opstår, til social læring og socialt samspil.


SFO om morgenen

Morgenen i SFO foregår i stille og roligt tempo. Eleverne møder ind og bliver budt velkommen af det samme personale hver morgen. Hvis man har brug for at spise morgenmad, arrangeres dette og ellers bruges tiden på selvvalgte aktiviteter inden skoledagen starter.


Fysiske rammer

SFO har lokaler i Gruppe I. Eleverne er fordelt i grupperummene. Nogle sidder sammen, andre har behov for at starte med at sidde for sig selv.

For de fleste elever vil der være et fysisk skifte fra skole til SFO, dvs. at de skal rydde op og pakke tasker og gøre sig klar til at gå til SFO. Der vil være en voksen til at tage imod og en voksen fra skoledelen, der følger eleverne indtil de er blevet trygge ved skiftet. Ligeledes vil der altid være voksne, der følger eleverne til taxa om eftermiddagen. Hverdagen er bygget op om tydelige normer, regler og struktur for at lære eleverne forskellige handlingsstrategier.